Høje følelsesmæssige krav

Høje følelsesmæssige krav er ofte en central del af en gymnasielæres arbejde med elever. Her kan du læse, hvad høje følelsesmæssige krav dækker over, hvilke regler der gælder, og hvordan I kan kortlægge og forebygge belastninger på jeres skole.

På denne side finder du:

  • Hvad er høje følelsesmæssige krav
  • Regler for psykisk arbejdsmiljø
  • Vejledning til kortlægning og forebyggelse.

Hvad er høje følelsesmæssige krav?

Høje Følelsesmæssige krav er ofte en central del af arbejdsmiljøet, når man som gymnasielærer arbejder med elever. Høje følelsesmæssige krav relaterer sig i høj grad til de relationelle krav i arbejdet med mennesker. For gymnasielærere handler det om at skulle kunne rumme og håndtere elevers (og nogle gange forældres) følelser og frustrationer som en del af det daglige arbejde, herunder at skulle skjule og håndtere egne følelsesmæssige reaktioner i mødet med eleverne.

De dele af jobbet som gymnasielærer, der rummer høje følelsesmæssige krav, vil ofte på én gang både være centrale dele af det, der motiverer, og af det, der potentielt belaster.

De følelsesmæssige krav er ofte stigende i takt med et stigende antal elevkontakter, en stigende diversitet i elevgruppen samt i takt med en stigning i antallet af elever, der mistrives. Problemstillingen vedrørende høje følelsesmæssige krav vil endvidere ofte accentueres i en hverdag præget af tidspres.  

Som gymnasielærer vil arbejdet fx ofte være præget af høje følelsesmæssige krav, når: 

  • man skal forholde sig til et stort antal elever 

  • man skal håndtere konflikter mellem elever 

  • man skal håndtere uhensigtsmæssig adfærd fra elever 

  • man i vid udtrækning er tilgængelig for elevhenvendelser 

  • man er vidne til elever, der mistrives 

  • man i en stor del af sin arbejdsdag er 'på'

  • man skal nå en bred elevgruppe med sin undervisning og lede et klasserum med stor elevdiversitet.

Regler

Den del af det psykiske arbejdsmiljø, der handler om de høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker er reguleret i arbejdsmiljølovgivningen i bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø:

Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø

 

At bestride et job med høje følelsesmæssige krav kræver, at de følelsesmæssige krav minimeres mest muligt og, at der sikres en balance mellem de følelsesmæssige krav i arbejdet og forebyggelsen af eventuelle sundhedsskadelige følger heraf. Udbrændthed og stress kan nemlig i sidste ende blive konsekvensen af jobbet, hvis der ikke i tilstrækkelig grad er etableret forebyggende tiltag, som modsvarer de følelsesmæssige krav, man mødes af som lærer. 

Kortlægning af de høje følelsesmæssige krav

At finde den rette balance mellem de følelsesmæssige krav i arbejdet og forebyggelsen af eventuelle sundhedsskadelige følger heraf kræver, at I kortlægger, hvordan de høje følelsesmæssige krav ser ud på netop jeres arbejdsplads. Når karakteren af de høje følelsesmæssige krav hos jer er kortlagt, kan I mere præcist finde frem til, hvilke forebyggende tiltag, der er relevante at sætte i værk hos jer.

I kortlægningen kan I stille nedenstående spørgsmål:  

Hvad karakteriserer de elever (og forældre) vi arbejder med?

Det kan særligt indebære høje følelsesmæssige krav til de ansatte, hvis: 

  • De mennesker, der arbejdes med, selv befinder sig i eller er pårørende til mennesker i alvorlige eller komplekse livsomstændigheder.

  • De mennesker, der arbejdes med, har en udfordrende adfærd.

Hvilke opgaver løses i relation til eleverne (og forældrene)?

Opgaver, der kan indebære høje følelsesmæssige krav, er fx at:

  • Motivere, støtte, hjælpe eller servicere

  • Overvåge, kontrollere, sætte grænser eller stille krav

  • Håndtere klager, vrede, frustration eller utilfredshed

  • Samarbejde med pårørende.

Hvor ofte er kontakten til stede i arbejdet og hvor længe har den stået på?

Forebyggelse

Eventuelle sundhedsskadelige konsekvenser af høje følelsesmæssige krav rammer den enkelte lærer, men forebyggelsen heraf tager afsæt i et samarbejde mellem lærere og mellem lærere og ledelse på skolen. 

At forebygge sundhedsskadelige konsekvenser handler generelt om at sikre, at selve arbejdspladsen som organisation er robust og opmærksom i forhold til konstant at vurdere arbejdsmiljømæssige belastninger og justere de forebyggende tiltag adækvat, ​ikke i udgangspunktet om at styrke den enkeltes robusthed. Sådan er det også, når vi taler om høje følelsesmæssige krav i arbejdet. 

Der skal løbende holdes øje med, om de forebyggende initiativer er de rette og om de reelt virker. Behovet for forebyggende tiltag kan ændre sig med ændrede elevtyper og opgaver.

De forebyggende tiltag skal være relevante i forhold til:

At forberede kontakten med eleverne.

  • at de ansatte har den nødvendige viden om de mennesker, de er i kontakt med, herunder om deres behov og adfærd.

At varetage kontakten.

  • at de ansatte har tilstrækkelige kompetencer og tid til at håndtere de arbejdsopgaver, der stiller høje følelsesmæssige krav, samt at de har indflydelse på, hvordan og hvornår opgaverne løses.

At efterbearbejde kontakten.

  • at bearbejde de følelsesmæssige belastninger i arbejdet via kollegial og ledelsesmæssig støtte og sparring eller supervision.

I arbejdet med at finde de rette forebyggende tiltag vil det typisk være relevant at se på følgende forhold:

Oplæring og instruktion 

  • Det bør sikres, at alle ansatte har den rette viden og de rette værktøjer til de arbejdssituationer de står i.

Planlægning og tilrettelægning af arbejdet

  • Arbejdet bør planlægges og tilrettelægges således, at belastende arbejdsopgaver fordeles og der sikres plads til restitution.

Hjælp, støtte og sparring

  • Der bør sikres tid, rum og metoder i arbejdet til erfaringsudveksling, hjælpende foranstaltninger og bearbejdning af følelsesmæssigt belastende situationer.

Blyantstegnet illustration af en knappenål.

Hvis du vil vide mere

Webinar fra Branchefællesskaberne om høje følelsesmæssige krav på gymnasiale uddannelser:

Det mener GL om høje følelsesmæssige krav på gymnasiale uddannelser:

Hør podcastafsnittet om høje følelsesmæssige krav

Flere gymnasielærere bukker under for ubalancer mellem arbejdsvilkår og høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Hvad skyldes det, og hvad kan man gøre for at stoppe udviklingen?

Lyt til podcasten og få forklaringer og anbefalinger fra Mette Vesterager, filosof, coach og forfatter og Ditte Rask, arbejdsmiljøekspert og konsulent i GL.

Høje følelsesmæssige krav i arbejdet

Har du brug for hjælp?