Strudsetilgangen til AI kommer til at koste os dyrt

I december 2022 kalder en elev på mig. Han siger, han skal vise mig noget fedt.

Jeg griner lidt og går hen til ham med forventningen om en eller anden TikTok-video.

Det er chatbotten, han viser mig. Jeg spørger den for sjov, hvad kvinder vil have, og bliver belært om, hvordan alle mennesker er individer, og at man ikke bør generalisere sådan.

Nysgerrigt spørger jeg den dernæst som historiker, hvordan Hitler sænkede arbejdsløsheden i Tyskland efter 1933. Begge svar var politisk korrekte og umiddelbart uangribeligt rigtige.

Springer vi til 2026, har en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut dokumenteret, at to tredjedele af gymnasieeleverne selv indrømmer at have brugt chatbotter til ”snyd”, og mere skræmmende, at de er bange for at holde op, fordi de frygter, at deres karakterer i så fald vil falde.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye reagerer simpelthen ved at appellere til nogle ikke nærmere bestemte »åndsfyrster« og lade sig citere i Politiken 18/2 for at sige: »Jeg kan godt forstå, at det udfordrer skolen, men jeg appellerer til, at man tager det lidt som en gave og øver sig i at begrunde, hvad der er meningen med at skrive en stil.«

Det er en kæmpe falliterklæring, og det er resultatet af, at man har travlt med andre ting fra vores regerings side. Vi har råbt og skreget på politisk handling siden slutningen af 2022, og hvad der i 2023 og måske endda 2024 var en forståelig tilbageholdenhed for ministeriets side, er nu blevet en farce. Det har nemlig ikke manglet på advarsler fra sektoren.

Det nemmeste for os gymnasielærere ville da også være at spille med på elevens skuespil, rette opgaven, klappe og høre rektor i slutningen af skoleåret juble over, hvordan ministeriets guldstandard – skolens løfteevne – på magisk vis er steget til nye, ukendte højder. Men det kan vi ikke – det er jo absurd. For de lærer ikke noget, når de bruger chatbots til at blive ”hurtigt færdig”! (Og ja, nogle få bruger chatbots fornuftigt – det er ikke dem, jeg taler om her).

Der er dog også igangsat fornuftige initiativer. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har i oktober 2025 startet en forsøgsordning, hvor 10.000 elever skal deltage i forskellige former for eksperimenter med nye tilgange til brug af chatbots i undervisningen. I øvrigt udmærkede tiltag.

Men det er alt for sent, og det ene tiltag om brug af portfolio i danskundervisningen er planlagt til at afslutte i … august 2028. Det kan vi altså ikke vente på! Til den tid er styrelsen oversvømmet af fusioner og epx-arbejde.

Da argumenter om dannelsestab og meritokrati tilsyneladende er prellet af på vores konkurrencestat, forsøger jeg mig nu afslutningsvis med et konkurrencestatsargument, i håbet om at en eller anden i STUK løfter øjet under gennemgangen af dagens presseklip.

Det her kommer til at svække vores konkurrenceevne på sigt. ”Jamen jeg bliver jo meget mere produktiv, når JEG bruger det,” siger min imaginære stråmand af en smart konsulent til mig. ”Jamen det kan da godt være,” svarer jeg. ”For du er allerede blevet uddannet på forhånd. Du kan jo rent faktisk vurdere og tage stilling til, hvad din chatbot skriver til dig.”

Det kan gymnasieelever i sagens natur ikke, og det lærer de ikke, hvis de undervejs i deres læringsproces allerede ser chatbottens svar som det autoritativt rigtige svar. Eller i hvert fald et svar, der er mere rigtigt end det, de selv kunne komme frem til. Det betyder, at vores akademiske arbejdskraft i fremtiden i højere grad kommer til at bestå af nogle, der hurtigt kan levere overfladisk korrekte svar, svarende til hvad end systemet efterspørger.

Men når du spørger dem om, hvorfor de har svaret, som de har, kommer de på glatis. Er det den højtuddannede og produktive arbejdskraft, vi gerne vil have i fremtiden?