Gymnasier tager ansvar for unge med særlige behov, men står selv tilbage med regningen

Lige nu springer gymnasieelever over hele landet ud som studenter. Stort tillykke til dem alle. Men nogle studenter fortjener i helt særlig grad en hyldest: De har klaret uddannelsen på trods af særlige behov eller en særlig sårbarhed eller udsat position. Det er fx elever på autisme-spektret, med andre diagnoser, ordblindhed, tidligere misbrug eller kriminalitet.

Disse elever er blandt dem, som den nye regering ifølge regeringsgrundlaget vil sikre fortsat “gode, tilgængelige tilbud” til. Virkeligheden er desværre bare, at disse tilbud på nuværende tidspunkt burde styrkes betydeligt, især i lyset af hvor stor gevinsten er.

På min egen skole har eleverne i den særlige HF-fundamentet-klasse lige klaret deres geografieksamen med en dumpeprocent på 0% og med ret flotte karakterer. På trods af f.eks. angst, depression eller ADHD. Men som Fundamentet selv skriver på deres Facebook-profil, så er det flotteste ikke karaktererne, men at der er skabt et helt særligt miljø, hvor eleverne har været der for hinanden. HF-fundamentet er et godt eksempel på de særligt tilrettelagte forløb til sårbare unge. Et andet eksempel er klasser for personer med autisme.

Det kræver en særlig indsats fra skolerne at skabe det rette, trygge studiemiljø omkring elever med særlige behov. Indsatserne er forskellige afhængigt af elevernes behov, men fælles er typisk at undervisningen kræver ekstra lærerkræfter, mindre klasser, særlige støtteforløb og fysiske rammer samt efteruddannelse af lærerne. I HF-fundamentet får hver elev fx tilknyttet en særlig studiementor, der kan hjælpe med at skabe struktur i skoledagen. Med andre ord kræver det ressourcer for skolerne at tilrettelægge undervisningen til de sårbare unge. Men virkeligheden er, at pengene ikke følger med indsatsen.

Det fremgår nemlig i EVAs nye kortlægning af området, at skolerne selv må finansiere en stor del af indsatserne. En ASF-diagnose giver adgang til gymnasiale forløb med ekstra statslig finansiering, hvilket er meget positivt. Men andre diagnoser med et lignende støttebehov åbner ikke op for de samme finansieringsmuligheder. 96% af skolerne siger, at de selv finansierer særligt tilrettelagte forløb. De ekstra indsatser medfører altså ikke ekstra finansiering.

Jeg hører også om skoler, der får relevante ansøgninger til at oprette flere særlige klasser, men fx kun må udbyde én - så resten af ansøgerne altså må klare sig uden den særlige støtte. Eller i værste fald slet ikke får en ungdomsuddannelse. Det kan ikke være rigtigt, at vi i et rigt samfund som det danske ikke har råd til at oprette de særlige klasser, der faktisk er brug for.

Den nye regering vil ifølge regeringsgrundlaget sikre, at der “fortsat er gode, tilgængelige tilbud til udsatte elevgrupper”. Det er rigtig positivt, at regeringen vil sikre mindst 10 af de institutioner, der i dag i særlig grad har erfaringer med udsatte grupper. Men at man ikke vil forringe vilkårene, er jo ikke et ægte fremskridt. Et ægte fremskridt for den sociale retfærdighed ville være at sikre tilstrækkelige midler til alle elever med særlige behov.