Ergonomi

Her kan du læse om ergonomi i arbejdet – herunder skærmarbejde, arbejdsstillinger og forebyggelse af belastninger. Siden giver også viden om mikrotræning og håndtering af tunge løft i arbejdsmiljøet.

På denne side finder du:

  • Råd om skærmarbejde og brug af bærbar pc
  • Viden om arbejdsstillinger, variation og mikrotræning
  • Vejledning om tunge løft og ergonomiske risici.

Introduktion til ergonomi

Det der på de fleste skoler fylder mest indenfor ergonomisk arbejdsmiljø, er skærmarbejde og arbejdsstillinger ved fx arbejde ved bærbare pc’er. Rigtig mange bruger en bærbar, når de forbereder sig hjemme, når de sidder til møder og har den med til undervisning.

Indretning af lærerarbejdspladser er selvfølgelig også relevant, hvis man forbereder sig og arbejder på skolen. Her kan det også være en god idé at være opmærksom på evt. krav til kontorarbejdspladser. Der kan være lovkrav til indretningen, men dette afhænger meget af, hvor meget man rent faktisk sidder ved en fast arbejdsplads. Kravene kan dog være en god rettesnor til en fornuftig indretning og gode kontormøbler. Sidder man længe ved skærmen er det fx vigtigt at have et bord og en stol, der kan indstilles rigtigt, adskilt skærm og tastatur samt en borddybde, der giver mulighed for at hvile underarmene foran tastaturet.

Det kan også være relevant at have opmærksomhed på de medarbejdere, der kan have tunge løft fx i idræt eller hvis der er ansatte der arbejder med servicefunktioner som kræver maskiner, saltning om vinteren eller andet.

Skærmarbejde og bærbare pc'er

En bærbar pc giver sjældent den bedste arbejdsstilling og kan godt afstedkomme problemer i skuldre og nakke. Når skærmen ikke befinder sig i øjenhøjde, har vi en tendens til at læne hovedet frem og ned og derved belaste nakkemusklerne. Det er derfor vigtigt at have eksternt tastatur, skærm og mus, hvis man sidder i længere tid ved skærmen. Det er typisk ikke et problem, hvis man bruger kontorarbejdspladser på skolen, men skal man sidde et andet sted fx hjemme og man ikke har så meget plads til en stor skærm, kan man få meget billige løsninger i form af stativer eller bare en stabel bøger, der placerer den bærbare i øjenhøjde. Det kræver et eksternt tastatur, men det fylder ikke ret meget og det gør en stor forskel for arbejdsstillingen og dermed belastningen i nakke og skuldre.

Arbejdsmiljømæssigt er det altså en god idé at minimere den tid man sidder ved en bærbar pc uden at sikre at skærmen kommer op i øjenhøjde og der er et tastatur, der sikrer at man kan hvile armene på bordet, så man undgår belastninger i nakkeregionen og spændinger i skuldre og arme.

Læs mere om den bærbare pc

Se vejledning til skærmarbejde

Mikrotræning - øvelser

Undersøgelser viser at der ikke skal meget træning til for at forebygge smerter fx ved arbejde ved pc. Forskning viser at 10 min dagligt og i nogen tilfælde helt ned til 3 min dagligt kan gøre en forskel ift. smerter i muskler og led.

Man kan have elastikker til rådighed og systematisere det og gøre det sammen eller lade det være op til den enkelte at lave et par øvelser i løbet af dagen. Det kan samtidig virke som en lille hjernepause og betyde at man husker at holde en pause fra arbejdsopgaverne.

Der findes meget materiale og små videoer med øvelser – det er bare at gå i gang.

Få gode råd til småøvelser

Se guide til at få motion i arbejdstiden

Arbejdsstillinger

Generelt er der ikke én korrekt arbejdsstilling og det vigtigste er at man varierer sin arbejdsstilling. Et vigtigt forebyggende tiltag er at sikre og huske både at variere arbejdsstillinger og at lave nogle småøvelser jævnligt. Det gør sig også gældende, når vi arbejder ved en pc. Det kan blive til meget stillesiddende arbejde, hvilket gør det vigtigt med variationen fx mellem stående og siddende arbejde.

Man kan hjælpe sig selv ved at hæve arbejdsbordet, når man forlader det, så starter man ofte stående. Det er en god idé uanset om, man har eget skrivebord eller deler en arbejdsplads, da det motiverer til at starte stående, hvis bordet er hævet fra start. Der mange andre måder at sikre variation i arbejdsstillinger ved skærmarbejde i form af måtter der trykaflaster, bolde man kan sidde på ved bordet, så man kan bevæge kroppen samtidig, særlige ergonomiske stole og endda cykler, man kan sidde på ind i mellem mens man sidder ved skrivebordet. Mulighederne er mange, men at variere mellem siddende og stående arbejde er et let sted at starte, særligt hvis man også er opmærksom på mikrotræning.

Læs mere om bærbare arbejdsstillinger

Løfteskema - tunge løft

Tunge løft forekommer sjældent på skolerne, men der kan være ansatte der arbejder med maskiner, værktøj, saltning, tunge redskaber i idræt eller sceneelementer, når der skal laves forestillinger på skolen. I disse tilfælde, kan der være i risiko for tunge løft. Er man i tvivl om vurderingen af løftet, kan man se i Arbejdstilsynets løfteskema – rød, gul, grøn skema her nedenfor.

I løfteskemaet vurderes det enkelte løft. Det er vigtigt at man er opmærksom på at forestille sig hele løftet fra genstanden løftes til den afsættes. Det er altså ikke alene rækkeafstand, når genstanden er løftet, men rækkeafstanden gennem hele håndteringen af genstanden.

Forværrende faktorer kan være byrdens størrelse og form, om løft eller afsætning skal foretages over skulderhøjde eller under knæhøjde eller foretages med én hånd

Skal man flytte genstanden over en afstand, er der tale om bæring. Det er vigtigt at være opmærksom på, at vægtgrænserne ved bæring er nogle andre end for enkeltløft.

Her kan forværrende faktorer være asymmetrisk løft, højde forskel der medfører bæring over skuldre eller under knæhøjde samt underlag og adgangsforhold.

Se løfteskemaet

Læs AT-vejledning om ergonomisk arbejdsmiljø

Læs bekendtgørelse om manuel håndtering

Har du brug for hjælp?