Merarbejde som deltidsansat

En afgørelse fastslår, at deltidsansatte har ret til samme honorering for merarbejde som fuldtidsansatte.

Afgørelsen indebærer, at du kan have krav på efterbetaling.

Afgørelsen kan være relevant for dig, hvis du:

Er eller har været ansat på deltid

Har arbejdet ud over det timetal du er ansat til og at dette arbejde er godkendt og honoreret enten i form af udbetaling eller afspadsering.

Ikke har fået honoreret merarbejdet med et tillæg på 50 %., og dermed er blevet forskelsbehandlet i forhold til fuldtidsansatte.

Kontakt din skole, eller din TR

Hvis du vurderer, at du som deltidsansat har fået forkert honorering for merarbejdet, fordi merarbejdet ikke er afregnet med et tillæg på 50 %, anbefaler GL, at du i første omgang tager spørgsmålet op med skolen. Orienter også din tillidsrepræsentant, som kan hjælpe i dialogen med skolen.

I GL er vi opmærksomme på, at skolerne med stor sandsynlighed vil afvise at behandle din anmodning med den begrundelse, at de afventer retningslinjer for håndtering af disse sager. Men af hensyn til forældelse skal kravet rejses alligevel.

Derfor anbefaler GL, at du eller TR kontakter GL for rådgivning og hjælp til den videre håndtering af sagen, hvis skolen afviser kravet.

For at GL kan vurdere sagen og eventuelt gå videre med den, er det en forudsætning, at du sender tilstrækkelig dokumentation. Du skal som udgangspunkt sende:

  • Ansættelseskontrakt

  • Lønsedler (hvoraf det fremgår at merarbejdet er honoreret uden tillæg af 50%)

  • Tidsregistrering eller anden dokumentation for arbejdstid og merarbejde.