Jeg vil så gerne tænde lys i mine elevers øjne. Men de nuværende rammer giver mig ikke en chance.

På Englands strengeste skole fik læreren Mathias Granum øjnene op for, hvordan vi herhjemme forbinder det at stille høje faglige krav og insistere på disciplin i undervisningen med en kold strenghed. Med den sorte skole. Den opdagelse beskriver han i sin debatbog ’Fra Monsterelever til mønsterelever’. 
Denne forståelse kommer så til at stå i modsætning til en varm laissez-faire-pædagogisk praksis. Hensynet til den enkelte elevs følelsesmæssige situation har forrang for lærerens mulighed for at stille faglige krav og spænder - som konsekvensben for elevens mulighed for at opleve at mestre et fag. 
På den britiske skole mødte Granum en kobling af ’streng’ og ’varm’, som kaster stærke faglige resultater af sig, skaber elevtrivsel og et markant mindsket frafald. Undervisningen er præget af ro, aktiv deltagelse og disciplin med læreren som kærlig, men tydelig, autoritet. 

Når jeg fremhæver Granums erfaringer fra grundskoleniveauet, hænger det sammen med, at vi på gymnasierne genkender frustrationerne. Gymnasielærere har svært ved at skabe faglig trivsel. Skoleledelsen mangler både værktøjerne og modet til at understøtte læreren. Bl.a. fordi en individbaseret økonomisk styringsmodel og forældrepres giver incitamenter til at slække på krav og konsekvenser. Med ai udfordres den grundlæggende relation mellem gymnasielærer og -elev, som ellers er fundamentet for udviklingen, og som i forvejen havde trange kår i det digitaliserede klasserum. 

Og eleverne? De mistrives og lærer mindre. Det er der naturligvis mange årsager til, som ikke kun relaterer sig til skolegang. Jeg er gymnasielærer – ikke psykolog, socialrådgiver, forsker eller pædagog. Derfor vil jeg nøjes med at plukke de nære og lavthængende frugter her: Giv os rammerne til at skabe faglig trivsel. Lad os stille klare krav til vores elever og skabe tydelige strukturer med fagligt lederskab. Så følger den generelle trivsel med i langt de fleste tilfælde. I MIN danskundervisning bruger jeg nogle gange den gamle, men glimrende, DR dokumentarserie ’1800-tallet på vrangen’. I et afsnit møder vi BS Ingemann som lektor på Sorø Akademi, og vi kan forstå i portrættet, at en dansklærer dengang typisk underviste et enkelt hold. Resten af tiden gik med at tilegne sig ny viden, at skrive eller med anden akademisk aktivitet (og heldigvis for os - ’I østen stiger solen op’ var næppe blevet skrevet i et skoleår med de seks hold, som er standarden i dag). 

Selv om den moderne gymnasielærer nok ærlig talt ville kede sig med så få elever i en fuldtidsstilling, er det alligevel tankevækkende, hvordan ingen andre end lærere kan forestille sig en sammenhæng imellem de mange år med nedskæringer og effektiviseringer på undervisningen, det politiske karaktermord på lærerrollen og elevens manglende trivsel. Der er ingen vej uden om: Hvis vi skal (gen)etablere læreren som en troværdig autoritet, kræver det en politisk og samfundsmæssig prioritering af uddannelse. Det kræver et system rundt om læreren, hvor eleven kan gribes, når manglende eller forstyrrende deltagelse i undervisningen skal have konsekvenser. Imens hver femte nyuddannede lærer har forladt folkeskolen igen efter tre år, oplever gymnasielærerne arbejdspres, moralsk stress, fagligt meningstab og frustration i relationsarbejdet med eleverne. Man trækker sig tilbage på deltid og lever med, at barren sættes lavere, som årene går. Eller bliver syg. Med andre ord slukkes lyset i øjnene hos mange lærere og elever. Og det er i virkeligheden den farligste tendens. For hvis vi lærer vores børn og unge, at den læringssituation, som undervisningen fra grundskole til gymnasium repræsenterer, ikke resulterer i mestring, personlig udvikling og demokratisk dannelse, hvad er så formålet? Hvad viser vi så vores elever om livet generelt? 

Mine elever resignerer og giver ofte udtryk for en hjerteskærende håbløshed, når de beskriver deres rolle i fremtiden. De har mange ord for denne følelse, men de fortæller om at være reduceret til produktionsenheder, der skal skynde sig ud på arbejdsmarkedet for at bidrage til den økonomiske vækst. Selv om de anerkender, at det naturligvis også er en del af samfundskontrakten, så har de – ligesom os andresvært ved at se, at det skulle være selve meningen med deres liv som hele voksne mennesker.

Som gymnasielærere er der intet, vi hellere vil, end at tænde lys i øjnene på vores elever. At formidle vores viden i et klasselokale, hvor eleverne lytter. Det kræver et opgør med en undervisning uden ordentlige rammer. Det kræver tiden til at forberede sig ordentligt og til at gribe eleven fagligt. Jeg vil så gerne kunne se min elev direkte i øjnene med et blik, der siger: Jeg ser dig, jeg har høje forventninger til dig, og du kan til gengæld trygt stole på, at jeg kan lede dig igennem de udfordringer, du møder på vejen, når vi er sammen her. Vi står over for en massiv reform af vores ungdomsuddannelser, så vi har alle muligheder for at rette op på de sidste årtiers fejlslagne uddannelsespolitik. Men det kræver, at politikerne anerkender værdien af lærerens velforberedte undervisning og dens positive indflydelse på elevernes trivsel. Det kræver, at forældrene udviser os tillid som klasserummets klare autoritet. Det kræver et system rundt om læreren, hvor eleven kan gribes, når manglende eller forstyrrende deltagelse i undervisningen skal have konsekvenser.