Reformen af ungdomsuddannelserne risikerer at blive en gentagelse af den perfekte storm, som ramte folkeskolen i 2013

I 2030 er der lagt op til en gennemgribende reform på ungdomsuddannelserne, og læren fra folkeskolereformen fra 2013 må være, at det er altafgørende, at man har underviserne med.

Dengang kørte man folkeskolelærerne over ved overenskomstforhandlingerne, og herefter bad man dem engagere sig i udviklingsarbejdet for en nu fejlslagen reform.

Ved både at skabe væsentligt dårligere vilkår for arbejdet og samtidig forlange, at elever med særlige behov skulle integreres i den almindelige undervisning uden de nødvendige ressourcer, skabte man en perfekt storm.

Den har raset siden og har nu gjort arbejdet som folkeskolelærer uattraktivt. Næsten hver femte nyuddannede lærer, der får arbejde i folkeskolen umiddelbart efter uddannelse, forlader den igen inden for tre år, mens knap hver fjerde forlader folkeskolen inden for fem år.

Eleverne betaler prisen

I 2014/15 var inklusionsgraden ifølge tal fra Vive på 95 procent. I dag er den på 92,7 procent. Med andre ord er antallet af elever der får et specialklassetilbud vokset markant.

Da en specialklasseelev koster folkeskolen langt mere end elev i almenområdet, betyder det med andre ord, at den fejlslagne reform har kostet samfundet enorme summer.

Samtidig stiger bekymringerne omkring det massive skolefravær og antallet af elever med skolevægring. Det er en potentiel bombe under skolesystemet. I dag har en femtedel af eleverne i folkeskolen mere end 10 procent fravær.

Investering kan spare samfundet på længere sigt

Samtidig ved vi, at specialklassetilbud har betydelig effekt, i forhold til om en elev fra specialområdet vokser op og ender med en uddannelse og et arbejde resten af livet.

Sådan en elev ender med at betale adskillelige skattekroner tilbage for de ydelser, eleven modtog. Hvis sådan et tilbud ikke foreligger, kan det betyde, at eleven ender på understøttelse det meste af livet.

Den samfundsmæssige værdi af at sikre elever med specielle behov et passende skoleforløb og fastholde dem i folkeskolen kan næsten ikke overvurderes.

Processen omkring folkeskolereformen i 2013 fejlede totalt. At lærernes flugt fra folkeskolen har haft en negativ effekt på ovenstående tal, er en yderst rimelig antagelse.

Skal vi lære af dette i gymnasiesektoren?

I 2013 kom der ikke en ny reform på gymnasieområdet. Men en fatal overenskomst blev kastet ind i en konkurrencetung selvejelogik med samme politiske aktører ved roret som på folkeskoleområdet.

Vores arbejdsforhold var nu noget, som de lokale ledelser skulle beslutte og melde.

Tidligere havde lærerne medindflydelse på arbejdsforholdene, og der var en lang række værn i overenskomsten, som beskyttede mod det grænseløse arbejde.

For eksempel en forberedelsesfaktor, som kunne begrænse antallet af timer, en lærer skulle undervise.

Dette værn – og timerne til faglig fordybelse – er for længst væk.

Centrale besparelser på undervisningen har igennem en årrække udhulet rettearbejdet og tiden til relationsarbejdet med eleverne.

Synlige konsekvenser for arbejdsmiljøet

Både grundskolen og de gymnasiale uddannelser mistede fornuftige rammer for arbejdet i 2013, og der er efter en lang årrække med stort set frie tøjler for arbejdsgiver endnu ikke skabt et nyt bæredygtigt arbejdsmiljø for lærerne.

Tværtimod er arbejdspresset øget til det alarmerende og stresssygemeldingerne mange.

Både Lærernes Pension og Akademikerpension råber vagt i gevær på grund af et eksploderet antal enormt dyre invalidepensioner.

Som det gælder på andre områder af den offentlige sektor, hvor økonomi og bureaukrati i dag trumfer den fagprofessionelle nære ledelse, er der effektiviseret i en grad, hvor det efterhånden er svært at se eleverne i øjnene og forsvare kvaliteten.

Det skaber moralsk stress.

Elever og gymnasielærere hænger sammen

På gymnasiet kan vi stadig i mange fag tiltrække arbejdskraft.

Imidlertid er en tredjedel af gymnasielærerne i dag på deltid, og 71 procent af dem svarer i vores nye undersøgelse, at de er gået ned i tid af et arbejdspres, som er øget til det alarmerende.

Den moralske stress har flere ansigter i vores sektor, og de relaterer sig til eleverne.

Det meningsfulde arbejde udfordres af ai og den gennemgribende digitalisering af klasserummet. Glæden ved at stille en veltænkt, spændende, praksisnær, didaktisk opgave, som måske har taget ekstra tid at udtænke, slukkes totalt, når besvarelserne er udarbejdet af Chatgpt.

Politikerne tilbyder stadig ingen løsninger på dette.

Antallet af elever med ordblindhed, talblindhed, neurodivergens og angst stiger, mens gymnasielærerne er færre og mangler ordentlige rammer til at løfte opgaven.

I må ikke kopiere processen omkring folkeskolereformen

Kort sagt: De elevmæssige konsekvenser, som vi i dag har fået øjnene op for i folkeskolen i forhold til segregerede elever og forøget skolefravær, følger naturligvis med over på ungdomsuddannelserne.

Spørgsmålet er nu, om vi vil forsøge at afværge de voldsomste konsekvenser, eller om reformen i 2030 bliver endnu en perfekt storm?

Hvis det sidste ikke skal blive tilfældet, skal politikerne overveje, hvordan de vil hjælpe gymnasielærerne til at blive klar til reformen i 2030.

Vil overenskomsten i 2029 skabe de nødvendige rammer? Vil arbejdsmiljølovgivning? Vil man sikre en ensartet og ordentlig national standard ved at gøre op med det utøjlede selveje?

Vi foreslår alle tre med de udfordringer, vi står overfor – for elevernes og samfundsøkonomiens skyld.