Regeringens forslag om en national naturvidenskabsstrategi for skoler og ungdomsuddannelser er vigtigt, for Danmark mangler naturvidenskabelige kompetencer, skriver 22 organisationer.
Udannelsesmonitor
I dag er viden og teknologi ikke blot et konkurrenceparameter.
Det er en forudsætning for, at vi som borgere i et demokratisk samfund kan forstå og håndterede markante samfundsforandringer, vi står midt i.
Grøn omstilling, biodiversitetskrise, et nyt geopolitisk landskab og sikkerhedsmæssig usikkerhed kræver nye og innovative løsninger, der bygger på solid naturvidenskabelig viden og kompetencer.
Men naturvidenskabelige kompetencer og viden er ikke noget, der opstår af sig selv.
Det er resultatet af et langsigtet fokus på kompetent undervisning, stærke faglige miljøer, attraktive uddannelser og ikke mindst sammenhæng mellem de første naturfaglige erfaringer i børnehaven, skolen og fritiden til specialiserede uddannelsesspor.
Udfordringerne er velkendte. Der mangler naturfagslærere i grundskolen.
Mange børn og unge oplever naturfagene som svære eller uvedkommende. Og for få unge vælger naturvidenskabelige studieretninger og uddannelser.
Samtidig efterspørger både erhvervsliv og den offentlige sektor i stigende grad medarbejdere med naturvidenskabelige kompetencer.
Netop derfor er der brug for en fælles indsats.
En national naturvidenskabsstrategi kan skabe retning, samle aktører og bidrage til en fælles forståelse af, at naturvidenskabelig og teknologisk indsigt og kompetencer er centrale elementer i vores almene dannelse og uddannelse.
Det er afgørende både for den enkelte danskers forståelse for sammenhænge mellem mennesker, natur og teknologi og for Danmarks fremtid.
Vi er derfor mange, der hilser regeringens tiltag om en naturvidenskabsstrategi for skoler og ungdomsuddannelser velkommen.
Sammen med andre nødvendige tiltag i regeringsgrundlaget som styrket undervisning i teknologiforståelse, flere BA-studerende i STEM og flere lærerkræfter er der udsigt til, at naturvidenskaben placeres dér, hvor den hører hjemme: som en samfundsopgave, der fortjener politisk opmærksomhed og langsigtet prioritering.
Nu ser vi frem til, at ambitionerne omsættes til handling og glæder os til at bidrage.
Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Concito, Danmarks Lærerforening, Danmarks Naturfagslærerforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Metal, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Danske Gymnasier, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Professionshøjskoler, Danske Skoleelever, Engineer The Future, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Friluftsrådet, Gymnasielærerne, Life Fonden, Prodekaner for de naturvidenskabelige universitetsuddannelser på AAU, AU, KU, RUC, SDU, Naturfagsakademiet, Naturvidenskabernes Hus, Videnskabsklubben og Astra - det nationale naturfagscenter.