Flere gymnasielærere oplever, at ai gør lærergerningen meningsløs. Derfor er der behov at tænke i nye typer undervisning, der er meningsfulde for både elever og lærere, mener Gymnasielærerne.
Måske er det Anders Frikke, der har fundet på ordet.
Måske kom det bare som en naturlig forlængelse af et interview med Zetlands ansvarshavende chefredaktør, Lea Korsgaard.
Gymnasielærernes forperson kan ikke helt huske det, men han ved, at ’fagsorg’ er et begreb, han og resten af gymnasielærerstanden kender alt til.
Det er et ord, som er født side om side med ai’s indtog på gymnasierne, og som i stigende grad fylder blandt underviserne.
»Gymnasielærernes drug er, når man ser sine elever vokse, folde sig ud gennem sit fag,« siger Anders Frikke, der foruden at være forperson også er dansk- og historielærer på Middelfart Gymnasium og HF.
»Det er derfor, at begrebet ’sorg’ passer godt. Fordi det også er noget følelsesmæssigt, noget sjæleligt, som ikke kan sættes på simpel formel. Der sker et identitetstab, når man pludselig oplever, at man retter og giver feedback på opgaver, hvor man er tvivl om, hvorvidt der har været et menneske indover. Eller når man oplever, at ens elever ikke flytter sig fagligt, « fortsætter han.
»Det er ikke i sig selv et nyt problem, men det er den instrumentalisering og overfladiske forståelse af faget, der kommer med ai, som rammer lærerne hårdt.«
Mens den nye firkløverregering lover en ny ai-strategi til uddannelsessektoren og en ai-strakspakke, der skal komme »problemet« med snyd på gymnasierne til livs, står lærerne tilbage med en følelse af meningsløshed.
For er det nytteløst at lære eleverne noget, de alligevel kan spørge chatten om? Og hvis de alligevel er uinteresserede i at lære noget, hvilken rolle spiller man så som lærer?
»Eleverne har fået en hurtig færdigknap, som er anderledes end før. Vi oplever elever i undervisningen, der siger, de lige skal finde ud af, om de gider at følge med. For de kan bare spørge ai,« fortæller Anders Frikke.
Læs resten af artiklen hos Uddannelsesmonitor.