Gymnasielærer: Elever skal ikke tvinges til at fortsætte med tysk eller fransk fra folkeskolen

I et velskrevet indlæg her på siden argumenterer Christian Smith og Jakob Sønderskov Sørensen fra Tysklærerforeningen glimrende for, at vi har brug for en ny og mere levende fortælling om tyskfaget.

Deres beskrivelse af, hvordan sprog åbner verden, giver mestringsfølelse og skaber kulturel dannelse, rammer fuldstændig plet.

Som sproglærer kan jeg kun erklære mig rungende enig: Vi har i den grad brug for unge med solide fortsættersprogskompetencer og i særdeleshed med stærke tyskkompetencer.

Når jeg alligevel har sat mig til tasterne, skyldes det, at den politiske sprogdebat i øjeblikket bevæger sig i en retning, hvor man synes at ville løse den omfattende sprogkrise i Danmark ved at spænde ben for gymnasiets begyndersprog.

Logikken lyder, at hvis vi tvinger alle elever til at føre deres 2. fremmedsprog fra grundskolen videre som fortsættersprog i gymnasiet, løser vi fødekædeproblemet.

Men her overser vi kompleksiteten i det sproglige økosystem, og vi forfalder til en retorik om "hele og halve sprog", som savner forskningsmæssigt belæg.

Ensretning er ikke løsningen

Lad mig slå fast: Jeg ønsker på ingen måde at tale fortsættersprogene eller høje niveauer af sprogkompetencer ned.

Tværtimod. Men jeg mener, at vi fejler, hvis vi definerer "funktionelt sprog" så snævert, at alt under et to- eller treårigt fortsætterforløb stemples som ubrugeligt, som "et halvt sprog".

Inden for moderne sprogforskning og Europarådets officielle referenceramme for sprog (CEFR) opererer man blandt andet med begrebet "partiel kompetence". Det er således ikke meningsfuldt at betragte sproglig kunnen som enten noget, man har, eller noget, man ikke har.

Et begyndersprog som eksempelvis spansk, italiensk og i store dele af Danmark også fransk kan give eleven evnen til at forstå hovedindholdet i en mail, begå sig høfligt på en rejse eller afkode en basal kontekst.

Man behøver med andre ord ikke kunne et sprog på et højt niveau, før ens sprogkundskab har værdi – først og fremmest for en selv, men også for samfundet.

En anden vigtig pointe, som let overses i debatten, er, at et krav om, at alle elever skal fortsætte deres 2. fremmedsprog i gymnasiet, ikke nødvendigvis fører til mere sprog samlet set.

Begyndersprog er fødte A-fag, som eleverne har i alle tre år på gymnasiet. Fortsættersprogene afsluttes for de fleste elever efter 2.g. Tvungne fortsættersprog vil således ikke sikre flere timer til sprog samlet set. Tværtimod.

Vi bør ikke kun kigge på det sproglige niveau, eleverne opnår, men også hvor mange timer med sprog den enkelte gymnasieelev får, og hvor mange forskellige sproglige erfaringer eleven får mulighed for at opbygge.

Hvis målet er at styrke danskernes sproglige kompetencer, bør vi derfor være varsomme med løsninger, der ensretter elevernes sproglige veje.

En reform kan godt øge antallet af elever i fortsættersprog på papiret og samtidig mindske den samlede mængde sprogtilegnelse.

Sprogerfaringer er første skridt

Når retorikken samtidig gør begyndersprogene til et andenrangs-"supplement" – noget, man kan kaste sig over ved siden af arbejdet med et fortsættersprog i gymnasiet – overser man desuden den kognitive gevinst ved at stifte bekendtskab med flere sproglige systemer.

Inden for anvendt lingvistik viser forskning i 'interkomprehension' (indbyrdes sprogforståelse), at et begyndersprog i gymnasiet kan fungere som en slags sproglig startkapital.

Har en elev lært basalt spansk eller fransk, kan denne viden eksempelvis senere gøre det lettere at genkende og afkode beslægtede romanske sprog.

Det samme perspektiv findes i forskningen i flersproget sprogtilegnelse. 'The Cumulative Enhancement Model' (modellen for kumulativ forbedring i sprogtilegnelse), udviklet af Suzanne Flynn, Claire Foley og Inna Vinnitskaya, peger på, at tidligere sprogerfaringer kan spille en positiv rolle i tilegnelsen af yderligere sprog.

Pointen med modellen er, at sproglig viden og erfaring kan fungere som en væsentlig ressource, når man senere skal forstå og tilegne sig nye sproglige systemer.

Øget sproglig diversitet

Det handler altså ikke om at lære et sprog "halvt", men om at opbygge en sproglig fleksibilitet og omstillingsevne (sproglig agilitet), som ruster unge til at navigere i en stadigt mere sprogligt og kulturelt kompleks verden.

Tysklærerforeningen har fuldstændig ret i, at den sproglige fødekæde skal styrkes gennem bedre rammer i grundskolen og mere motiverende undervisning. Men er løsningen at tvinge gymnasieelever ind i bestemte sprogforløb og måske gøre det vanskeligere at tilegne sig nye og flere sprog? Jeg tvivler.

Hvis vi virkelig vil løse sprogkrisen, bør vi ikke stille dybde over for bredde. Vi bør skabe muligheder for begge dele. Det er det en kommende reform af de treårige gymnasiale uddannelser skal sikre.

Vi har brug for de elever, der går hele vejen til A-niveau i fortsættertysk og fortsætterfransk. Men vi har også brug for de elever, der opbygger en bred, funktionel flersprogethed gennem begyndersprog.

Og vi har brug for elever, der får mulighed for og lyst til senere at bygge videre på denne sproglige startkapital.

Hvis vi vil have flere unge, der kan sprog, skal vi ikke nødvendigvis have færre sproglige veje. Vi skal have flere veje til mere sprog.

Lad os derfor styrke tyskfaget – uden at gøre gymnasiets sproglige bredde til syndebuk.