Gymnasielærere til lektor: Kunstig intelligens gør det ikke overflødigt at kunne læse og skrive

Når en maskine kan løse en opgave, er det fristende at konkludere, at mennesker ikke længere behøver at løse netop den type opgave.

Men når det gælder læsning og skrivning, er produktet aldrig hele pointen, og på gymnasierne er produktet faktisk ofte det mindst vigtige. Vores "output" er mennesker der kan tænke selvstændigt og kritisk.

Vores "output" er aldrig produkter i form af tekster, stile eller regnestykker. Det interessante i klasselokalerne på gymnasierne er grundlæggende, hvad der sker inde i elevernes hoveder, ikke hvad eleverne producerer.

Derfor er det mildest talt opsigtsvækkende, når lektor ved DPU Christian Dalsgaard i et interview i Altinget den 7. oktober bliver citeret for, at det ikke længere er nødvendigt at kunne læse og skrive.

Overskriften er nok en journalistisk stramning, men tanken er sluppet ud, og den fortjener et klart svar: Den er forkert, og den er farlig for vores uddannelsessystem – ja farlig for vores fremtid. 

Alt for snæver forståelse

Dalsgaard har dog ret, når han siger, at kunstig intelligens grundlæggende rører ved vores måde at arbejde med viden på, men vi skal huske at elever langt fra alene skal lære at reproducere produkter, som en maskine måske kan fremstille hurtigere.

De skal lære at forholde sig kritisk til deres omverden og tage ansvar for deres egen arbejdsproces.

Det er det, vi arbejder med hver dag i gymnasiet, og det ændrer AI ikke på. 

Derfor giver hans konklusion om, at læsning og skrivning derfor er blevet mindre nødvendigt at mestre ingen mening.

Den bygger nemlig på en alt for snæver forståelse af, hvad det vil sige at læse og skrive.

Faktisk virker det også, som om konklusionen modsiges af flere af de pointer, Dalsgaard selv fremfører i interviewet.

Ikke falde for fristelse

Hvis vi alligevel skulle tænke med Dalsgaard her, kunne man jo spørge sig selv: Hvorfor kæmpe sig gennem en vanskelig tekst, når AI kan forklare den på 30 sekunder?

Kunne man ikke spare sig selv for en masse arbejde her?

Nej, den fristelse må vi ikke falde for i gymnasiet.

Vi skal huske, at vi også læser for at forstå noget, som ikke nødvendigvis giver sig selv. 

Når vi møder en tekst, vi ikke umiddelbart forstår, må vi standse op, læse en sætning igen, slå et begreb op, holde fast i et argument, vi endnu ikke helt har grebet, opdage, at vores første fortolkning var forkert. 

Det er langsomt og besværligt, men netop derfor lærer vi noget af det. Vi bliver ikke kun klogere af det, vi finder i teksten.

Vi udvikler også vores tænkning ved at forsøge at forstå noget, der i første omgang ligger uden for vores egen forståelse.

Endnu vigtigere

Det samme gælder skrivning. Vi skriver ikke kun for at producere en tekst. Vi skriver i allerhøjeste grad også for at finde ud af, hvad vi selv mener.

Enhver, der har skrevet noget vanskeligt, kender det: Man begynder med en idé, forsøger at formulere den og opdager, at den ikke hænger sammen.

Der mangler et led i argumentet. Et begreb er upræcist. Der er en selvmodsigelse. Så må man skrive om. Det er ikke et nødvendigt onde på vejen mod det færdige produkt. 

Det er dér, tænkningen sker.

Som gymnasielærere ser vi det hver eneste uge. Elever går i gang med en opgave med en uklar idé om, hvad de mener.

Først mens de skriver, opdager de hullerne i deres argumentation og de nuancer, de ikke havde set. Den proces bliver ikke mindre vigtig, fordi en maskine kan formulere en tekst hurtigere.

Måske bliver den faktisk endnu vigtigere. 

Evnen til at læse

Her går interviewet i selvsving, for hvis evnen til at forholde sig kritisk til tekster og information bliver vigtigere end nogensinde, hvordan kan evnen til at læse dem så samtidig være blevet mindre vigtig?

Det er meningsløst. 

Man kan selvfølgelig bede en AI opsummere en tekst og derefter forholde sig kritisk til opsummeringen. Men så har man allerede lagt et fortolkningsled mellem sig selv og kilden. 

Den seriøse læser bør altid gå direkte til teksten og spørge: Hvad står der faktisk? Hvad står der ikke? Hvilke antagelser bygger argumentet på? Hvad er dokumentation, og holder den?

Den, der ikke selv kan læse, bliver afhængig af den instans, der læser højt eller fortæller, hvad teksten betyder. Den afhængighed bliver ikke harmløs af, at mellemleddet er en algoritme.

Tværtimod.

Jo mere informationsbearbejdning vi overlader til AI, desto vigtigere er det, at mennesker selv kan kontrollere og udfordre den. 

Analogi duer ikke

Dalsgaard sammenligner AI med teknologier, vi for længst har accepteret. Vi dyrker ikke selv kartofler, syr ikke selv vores tøj, og computeren kan regne for os. Men analogien duer ikke.

En lommeregner udfører en beregning. Den skriver ikke vores argument, vælger ikke vores perspektiv, fortolker ikke vores kilder og formulerer ikke vores konklusion.

Og selv i matematik lærer vi ikke at regne alene for at få et resultat, men fordi matematisk tænkning udvikler bestemte måder at forstå og løse problemer på.

Ingen foreslår at afskaffe matematikundervisningen, fordi vi har lommeregnere. 

På samme måde er læsning og skrivning ikke blot redskaber til at fremstille produkter. Det er aktiviteter, hvor forståelse, dømmekraft og evnen til refleksion udvikles.

Derfor må vi aldrig opfatte det besværlige og stridsomme i at lære at tænke som et problem, der skal løses.

Egentlig tror vi heller ikke, at det er det, Dalsgaard mener. Men det ligger lidt for snublende nær at drage den konklusion, når man melder ud, at det ikke længere er nødvendigt at kunne læse og skrive.

AI kan i nogle sammenhænge være en god sparringspartner. Den kan hjælpe en elev, der er gået i stå. Den kan forklare et vanskeligt begreb på en anden måde, stille spørgsmål, give feedback og åbne nye perspektiver.

Men sparringen kan først få værdi, når eleven selv har kæmpet sig gennem stoffet og selv fået det ind under huden, ellers vil der ikke være nogen refleksion. 

Stærkt bekymrende

De seneste undersøgelser af gymnasieelevers brug af AI peger på, at man bliver dårligere til at tænke.

Således viser en nyere undersøgelse, at næsten 37 procent af gymnasieeleverne ikke længere oplever, at de kan komme i gang med en opgave uden hjælp fra AI.

Det er stærkt bekymrende. 

Faglighed og selvstændig tænkning er ikke en støvet størrelse, man bare kan udlicitere til en maskine.

Gymnasiets opgave er at give unge den faglige ballast, der gør dem i stand til at stå på egne ben: at læse en svær tekst, skrive et argument, der holder, og gennemskue det, når nogen, menneske eller maskine, fører dem bag lyset.

Den opgave bliver ikke mindre i en tid med kunstig intelligens. Den bliver større. Som Dalsgaard selv siger, er det ikke produktet, men processen, der er afgørende. Netop. Og en meget stor del af den proces foregår gennem læsning og skrivning.

Derfor er svaret på påstanden enkelt: Jo, vi skal kunne læse og skrive – nu mere end nogensinde.