Debatindlæg
SU-nedskæringer er symbolpolitik
Regeringen vil skære i den økonomiske støtte til unge på ungdomsuddannelserne.
Information
Ifølge regeringens udspil betyder det, at 81.000 hjemmeboende unge mister deres SU, hvis forældrenes indkomst overstiger 710.000 kroner om året. Samtidig forringes dimittendsatsen, og der går rygter om yderligere besparelser.
Som gymnasielærere har vi brug for elever, der er udhvilede og har overskud. Men vi oplever, at mange elever kæmper med at få skole og fritidsarbejde til at hænge sammen.
Et fritidsjob kan være sundt for et ungt menneske; det slår Trivselskommissionen også fast. Men når jobbet fylder så meget, at skolen kommer i anden række, har vi et problem – og sådan er det desværre for mange.
På gymnasierne oplever vi arbejdsgivere, der ringer i skoletiden og beder eleverne om at tage flere vagter, og vi oplever elever, der zoner ud i timerne, fordi de skal samle kræfter til aftenvagten.
SU’en forhindrer ikke de unge i at have et fritidsjob. Men udviklingen bliver nu forstærket. Mange unge vil føle sig presset til at arbejde mere for at følge med i et forbrugssamfund, hvor materielle ting som telefon og tøj er adgangsbilletten til fællesskabet, og hvor presset for at se godt ud og passe ind er massivt.
Danmark bliver ikke rigere af at spare på uddannelse, og vi løser ikke fremtidens udfordringer ved at gøre det sværere for unge at komme igennem en uddannelse.
Vi er et velstående land, og heldigvis handler denne diskussion i udgangspunktet ikke om smør på brødet for de unge. Men det handler om frihed. Om at kunne løsrive sig fra sine forældre og om elevernes muligheder for at være unge på lige fod. Set i det lys er forslaget et tillidsbrud.
Provenuet fra omlægningerne er ganske beskedent. Derfor er det svært ikke at se nedskæringerne som symbolpolitik. Et signal til de unge om at skynde sig igennem uddannelsen og ud på arbejdsmarkedet snarere end en reel økonomisk nødvendighed. Er der virkelig stadig et verdensbillede i Finansministeriet, hvor uddannelse er en udgift og ikke en investering? Det verdensbillede bør vi som lærere og som fagbevægelse sætte spørgsmålstegn ved.
Danmark bliver ikke rigere af at spare på uddannelse, og vi løser ikke fremtidens udfordringer ved at gøre det sværere for unge at komme igennem en uddannelse.