Debatindlæg
Virker elevfordeling ikke? Erfaringerne fra Aarhus siger noget andet
I Aarhus samarbejdede rektorerne, og elevfordelingen blev mere balanceret. Det gjorde de ganske enkelt af den grund, at det virkede. Da modellen ophørte, voksede skævheden igen.
Socialdemokratiets værdiordfører, Frederik Vad fortalte 07. oktober i Højskolen på TV2 (Debatten om danskhed), at han er begyndt at tvivle på, om elevfordeling virker i den virkelige verden.
Ingen politikere havde tilsyneladende et svar på Danske Gymnasiers formand Maja Bødtcher-Hansen, som spurgte til mulighed for at lave en bedre fordeling og blanding af elever på gymnasierne.
Der er en reel risiko for, at politikerne opgiver et redskab, før de har forholdt sig til de erfaringer, der viser, at det faktisk kan virke. Dem har vi i Aarhus.
Jeg er lektor på Viby Gymnasium og har oplevet, hvad der skete, da gymnasierne i Aarhus fik mulighed for at samarbejde om en mere balanceret fordeling.
Den såkaldte KUO-model blev anvendt i 2018, 2020 og 2021. Elever fra udsatte boligområder blev fordelt først og fik bedre adgang til gymnasier, der i forvejen havde få elever fra de samme områder.
Modellen var ikke perfekt, men den gjorde en forskel: I 2021 var andelen af elever med dansk oprindelse på Aarhus Katedralskole og Egå Gymnasium henholdsvis 85 og 86 procent. Efter modellen ophørte, var andelene i 2024 steget til 90 og 94 procent.
På Aarhus Gymnasium i Tilst faldt andelen fra 53 til 40 procent.
I begyndelsen af 2026 forsøgte de ni gymnasierektorer i Aarhus at genoptage samarbejdet.
Imidlertid fik rektorerne nej af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, fordi der ikke var hjemmel efter gældende regler. Og så skete der ikke yderligere. Men i Aarhus kæmper gymnasierne fortsat for at få politikerne til at tage ansvar.
Frederik Vads erkendelse
Gymnasiet er et af de steder, hvor unge fra forskellige sociale, kulturelle og etniske miljøer skal møde hinanden. En polariseret elevsammensætning udfordrer helt grundlæggende det alment dannende på vores ungdomsuddannelser.
Målene for vores elever er nemlig, at de skal udvikle sig til myndige borgere og de skal rustes til i fællesskaber og på egen hånd at indgå i samfundet.
Frederik Vad henviste i Debatten om danskhed til, at nogle unge vil tage et sabbatår, skifte ungdomsuddannelse eller vælge et privat gymnasium for at undgå en plads, de ikke ønsker. Og at det er gået op for ham, at både personer med anden etnisk baggrund og personer med dansk baggrund var forhippede på at forhindre elevfordelingen.
Hvis det er Frederik Vads erkendelse, har han ikke undersøgt de steder i landet, som har arbejdet med reel elevfordeling – Aarhus.
»Grædt i to uger«
På mit eget gymnasium i Viby gjorde vi meget ud af at fastholde de etnisk danske overførte elever.
Naturligvis var nogle i begyndelsen frustrerede over, at de ikke kom ind på deres førsteprioritet. Men vi var gode til at fastholde dem, og langt de fleste blev rigtig glade for at gå her.
Jeg husker stadig en dimissionstale, som beskriver det fint, hvor eleven sagde: “Jeg græd en uge, da jeg fik at vide, at jeg skulle gå på Viby Gymnasium, nu har jeg grædt i to uger, fordi det er slut.”
Derudover kan jeg huske en kollega, der fra et midtbygymnasium fortalte, at nogle piger med tørklæde søgte væk - men da de opdagede, at der var mindre negativ social kontrol, var de mere tilbøjelige til at blive.
Der er en reel risiko for, at politikerne opgiver et redskab, før de har forholdt sig til de erfaringer, der viser, at det faktisk kan virke.
Elevfordeling virker
Jeg håber inderligt, at politikere er parate til at indføre regler, selvom nogen modarbejder dem – ellers ville der ikke være megen anledning til fartgrænser, fiskerikontrol eller fyrværkeriforbud.
Det kan ske, og det skal tages alvorligt. Men det dokumenterer ikke, at elevfordeling som redskab er dømt til at mislykkes. Derfor skal vi også udfordre forældrene.
I Aarhus samarbejdede rektorerne, og elevfordelingen blev mere balanceret. Det gjorde de ganske enkelt af den grund, at det virkede.
Da modellen ophørte, voksede skævheden igen. Og da rektorerne bad om at genoptage samarbejdet, blev de afvist med henvisning til lovgivningen. Politikerne har i de senere år truffet valg, som har øget polarisering og dermed den negative sociale kontrol.
Med epx-aftalen rykker vi fra 2030 tættere på en løsning. Jeg vil hermed opfordre ministeren til at fremrykke og udvide mulighederne for lokale aftaler – for jo, elevfordeling virker.